Velkommen til Skovballe

Hvis du har interesse for at købe eller se Skovballes kunst, er du velkommen i galleriet.
Bemærk dog, at Galleri Skovballe kun har åbent efter nærmere aftale.
Send gerne en mail til skovballe@gmail.com
 
Her vises nogle eksempler på hvad du kan se, og eventuelt købe ved et besøg i Galleriet. 
 

 Danish Design 

 Rødløg

*

Niels Erik von Skovballe

 

Niels Erik von Skovballe født Jørgensen i Herlufsholm 1945. 
Matematisk studentereksamen fra Næstved Gymnasium i 1965. Rejste fra 1965-67 i Jugoslavien, Grækenland, Mellemøsten, Pakistan, Indien, Afghanistan og Nepal, senere i Marokko, Spanien og Portugal.
Påbegyndte i 1967 kultursociologiske studier ved Københavns Universitet. Flyttede i 1969 ”på landet” og havde samme år udstillingsdebut i Norberg, Sverige med et så opmuntrende resultat, at tegneriet kom til at dominere over de kultursociologiske studier for ret hurtigt at blive forvandlet fra hobby til profession.
De tidligste værker blev signeret Jørgensen, men snart blev ”Skovballe”, navnet på det idylliske landlige domicil, brugt som kunstnernavn og er blevet det lige siden. Den tidligste produktion består fortrinsvis af naturalistiske blyants- og tuschtegninger parallelt med fantasiprægede tuschtegninger med surrealistiske træk.
 
Lidt efter lidt blev det dog de naturalistiske billeder, som kom til at dominere. Fra midten af 70’erne finder man farveblyantstegninger, akvareller og naturalistiske oliebilleder.
Fra starten af 80’erne blev de naturalistiske landskabsmalerier dominerende i produktionen. Motiverne er primært fynske og svenske. Produktionsmæssige sidespring finder man fra alle årene i form af model- og croquistegninger som regel udført i rødkridt, portrættegninger og forskellige former for ”ikoner” – portrætter udført i blandingsteknik på papir. Den naturalistiske hovedlinie fortsættes fra slutningen af 80’erne og op i 90’erne, nu med sidespring til det abstrakte og dekorative. 
 
I midten af 90’erne indledes en ny periode præget af naturalistiske opstillinger (stilleben- malerier), en genre, som endnu i dag er det mest markante i produktionen. Ved betragtning af disse opstillinger aner man, at den umiddelbare glæde ved smukke, harmoniske kompositioner ofte er for lidt for kunstneren og at traditionen med indholdsmæssig overdådighed måske er for meget. Et sted mellem disse yderligheder er der ved hjælp af få, nøje udvalgte billedelementer, tilføjet en diskret symbolik, så man aner undertoner med reference til religion, filosofi, politik og meget andet.